Juridisk tænkning er udtryk for kontinuitet - nogle vil ligefrem sige konservatisme. Den enkelte retsregel hænger sammen med en række omkringliggende retsregler - nogle skrevne, andre uskrevne - og hele området omgives af en fremmedartet terminologi. Det er svært at give denne tænkning ord. I mangel af bedre plejer man at kalde den 'juridisk metode'. Hvad der nærmere ligger heri - udover evnen til at løse konflikter på en måde, der overbeviser andre jurister - er uklart. Nogen vil tilmed hævde, at der skal en lang juridisk karriere til, før man forstår det.
Denne bog forsøger at forklare disse begreber og sammenhænge uden omsvøb og med udgangspunkt i tankegange, vi kender fra dagligdagens virke, sproget og andre fagområder. Bogen er henvendt til jurastuderende og andre, der føler behov for at se retssystemet som et hel, der bæres af enkle og forståelige sammenhænge.